Print Artikel
E-mail Artikel
|
Direktorat udvander Beskæftigelsesministerens krav om øget jobsøgning
Efter Rigsrevisionens kritik af a-kassernes rådighedsvurdering, krævede Beskæftigelsesministeren at ledige skulle søge 4 job om ugen for at stå til rådighed. Arbejdsdirektoratet mildnede dog kravet dagen efter.
Af Morten Bjørn Hansen
”Det bliver et krav, at hver ledig søger 4 job om ugen som dokumentation for, at man er aktivt jobsøgende.”
Sådan lød beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) reaktion i DR-nyhederne, da Rigsrevisionen i sidste uge afleverede sin kritik af a-kassernes rådighedsvurderinger og Arbejdsdirektoratets manglende tilsyn.
Rigsrevisionens beretning kom i kølvandet på de mange forgæves rekrutteringsforsøg på arbejdsmarkedet. Men dagen efter ministerens reaktion sender Arbejdsdirektoratet en meddelelse til a-kasserne om, at kravet om 4
|
|
Kun et mindretal af a-kasserne har udarbejdet retningslinjer, der kan støtte sagsbehandlerne i at vurdere rådighed. F.eks. har kun 5 a-kasser en vejledning, når det gælder kravet til omfanget af den lediges jobsøgning, mens 25 ikke har en sådan.
|
ugentlige jobsøgninger ikke nødvendigvis skal opfyldes. Jobsøgningen skal ifølge direktoratet også vurderes i lyset af den lediges alder, helbred, erhvervserfaring, uddannelse med mere:
”Da vurderingen af den lediges jobsøgning er en konkret vurdering, vil a-kasserne fortsat kunne godkende en jobsøgning, hvor der er søgt mindre end 4 stillinger pr. uge. Vurderingen skal i givet fald ske på baggrund af den lediges uddannelse, erhvervserfaring, helbred, alder m.m. og udbuddet af arbejde i det pågældende geografiske område,” skriver Arbejdsdirektoratet i meddelelsen.
Rigsrevisionens beretning peger blandt andet på, at enkelte a-kasser mener, det er tilstrækkeligt, hvis ledige søger inden for eget fagområde, selv om det er i strid med rådighedsreglerne. På baggrund af beretningen kritiserer statsrevisorerne a-kasserne for at administrere rådighedsreglerne uensartet og for i nogle tilfælde at administrere i strid med rådighedsreglerne og lovgivningens intentioner. Men ifølge Michael Svarer, professor ved Århus Universitet, vil Beskæftigelsesministeriets initiativ - som fortolket af Arbejdsdirektoratet - ikke ændre stort på det problem.
”Det lyder lidt som en gummiparagraf, der opbløder kravet. Det virker, som om man ikke vil kunne sanktionere ledige, der ikke søger de 4 job om ugen,” siger Michael Svarer.
Han mener heller ikke, at beskæftigelsesministerens initiativ er gavnligt.
”Det vil selvfølgelig have en rådighedseffekt, hvis man stillede krav om 4 ugentlige jobsøgninger. Men det er et krav, som det er vanskeligt at føre tilsyn med. Det er ikke oplagt, at det er en god idé, hvis man vil sikre en større rådighed blandt de ledige,” siger Michael Svarer.
Selv om der i Direktoratets meddelelse henvises til, at den lediges alder spiller en rolle for rådighedsvurderingen, så afviser tilsynschef i Arbejdsdirektoratet, Eje Juul Jakobsen, at alder i sig selv kan være undskyldning for at søge mindre end 4 job om ugen.
”Alder behøver ikke at have noget med rådighed at gøre. Men en 60-årig kan være mindre mobil end en 30-årig.”
Men så er det vel helbredsbegrundet?
”Søger man 4 job om ugen, så anses man for at opfylde kravet om at være aktivt arbejdssøgende. Man skal tage imod alt rimeligt arbejde. Men det er klart, at der er egne af landet, hvor det er vanskeligere at finde fire job at søge ugentligt. Ingen skal dog kunne komme og henvise til, at de er 50 og derfor ikke kan søge 4 job om ugen,” siger Eje Juul Jakobsen.
Morten Østergaard, arbejdsmarkedsordfører for De Radikale, er uforstående over for, hvilket krav der egentlig stilles til de ledige af ministeren.
” Det er helt uacceptabelt, at der ikke administreres efter reglerne i a-kasserne. Men løsningen er ikke at finde på mere bureaukrati. Det er et helt omsonst forslag, og jeg er da lettet over, at det viser sig bare at være noget, som ministeren sagde. Men det efterlader jo et indtryk af et område, som sejler. Ministeren har mere bidraget til forvirring end afklaring om reglerne. Det skal jo være gennemførligt, det som ministeren foreslår. Det er kritisabelt og uholdbart, og enten er der koordinationsproblemer mellem ministeren og direktoratet, eller også vælger han at fremstå mere handlingsorienteret, end tilfældet er. Det skal vi have afklaret nærmere i Arbejdsmarkedsudvalget,” siger Morten Østergaard, der vil stille spørgsmål i sagen til Claus Hjort Frederiksen i Arbejdsmarkedsudvalget.
Rigsrevisionens gennemgang af i alt 90 sager fra 4 udvalgte a-kasser viste, at a-kasserne i 6 ud af 43 relevante sager har undladt at sanktionere den ledige i situationer, hvor der, efter Rigsrevisionens vurdering, er grundlag for at vurdere, at den ledige ikke har været aktivt jobsøgende. Det førte blandt andet til, at statsrevisiorerne kritiserede Arbejdsdirektoratets tilsyn med a-kasserne. Men tilsynschef Eje Juul Jakobsen er forundret over statsrevisorernes kritik af direktoratets tilsyn.
”Jeg synes, man skal læse Rigsrevisionens rapport, hvoraf det fremgår, at vi har ført et tilfredsstillende tilsyn. Vi har undret os over statsrevisorernes udlægning,” siger Eje Juul Jakobsen.
|
|
|