Mange kommuner har hurtigt samtale med kontanthjælpsmodtagerne
Arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere får i dag meget hurtigere en samtale med jobcenteret end tidligere. Der er dog stadig store kommunale forskelle.
Af David Elmer
I Slagelse og Struer får næsten alle nyledige kontanthjælpsmodtagere en samtale med det lokale jobcenter, inden de har gået ledige en måned. I Vesthimmerland og Silkeborg er det under halvdelen, der får den samtale, inden den første måneds ledighed er forbi.
En ny statistik fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at der kan være ret stor forskel på, hvor hurtig og vedholdende indsatsen er over for nyledige, arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere.
I Slagelse mener jobcenterchef Hans Erik Rasmussen, at det har en rigtig god effekt at tage fat i de nyledige kontanthjælpsmodtagere så hurtigt som muligt. Også nu hvor ledigheden stiger mærkbart. Slagelse afholder endda samtaler med 62 procent af de nyledige samme dag, som de registreres som ledige.
”Hvis vi hurtigt tager stilling til, hvordan vi skal bringe en ledig kontanthjælpsmodtager tilbage til arbejdsmarkedet og sætter ind med et beskæftigelsesrettet forløb, så går det meget stærkere for den ledige med at få nyt job, end hvis vi holder os tilbage. Til gavn for både den ledige og kommunekassen,” siger han.
Blandt de kommuner, der får mange til samtale inden en måned, er der også en klar tendens til, at de desuden afholder samtale nr. to og tre, inden der er gået en måned. Omvendt i den modsatte ende af skalaen.
Aalborg under gennemsnittet
I Aalborg fik kun 56 procent af de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere en samtale inden en måned. Landsgennemsnittet var 78 procent.
Jobcenterchef Arne Lund Kristensen mener ellers, at jobcenteret har en meget offensiv tilgang til nyledige, men erkender, at det formelt kan se anderledes ud, med
den måde samtalerne registreres på. Han mener derfor, at Arbejdsmarkedsstyrelsens tal er misvisende.
”Hos os bliver stærke unge nyledige sendt direkte i nytteaktivering, det vil sige, at de skal ud at lave noget 37 timer om ugen for kontanthjælpen. Derfor er der mange, der takker nej til kontanthjælp og derfor slet ikke når til at skulle til en formel samtale. I gennemsnit sender vi hver 3. ansøger i nytteaktivering og vores erfaring er, at hver 3. af dem opgiver at få kontanthjælp, når de bliver holdt an på aktiveringskravet og finder et job i stedet,” siger han.
I gennemsnit er aktiviteten i kommunerne steget markant. I første halvår af i år fik 78 procent af de arbejdsmarkedsparate nyledige kontanthjælpsmodtagere en samtale med jobcenteret, inden der var gået en måned. For to år siden var det kun 56 procent, der fik det.
Ifølge reglerne er jobcenteret først forpligtet til at holde samtalen, inden der er gået tre måneder.