Print Artikel
E-mail Artikel
|
Hvor blev førtidspensionsreformen af?
For tre år siden var politikerne enige om, at førtidspensionssystemet skulle ændres. I dag er problemerne endnu større end de var dengang. Men intet er sket.
Af David Elmer og Jesper Banke
Beskæftigelsesministeren var ”ærgerlig”. Socialministeren var ”bekymret”, og en række ordførere stod i kø for at udtrykke deres vilje til at gøre noget ved førtidspensionsordningen. Det var tilbage i maj 2007, da en rapport slog fast, at førtidspensionssystemet havde alvorlige problemer.
Siden er intet sket. Og det på trods af, at problemerne, der for tre år siden fik politikerne til at råbe på handling, er blevet endnu større.
Rapporten fra foråret 2007 viste, at antallet af personer på fleksjob eller ledighedsydelse var steget markant samtidigt med, at der ikke var kommet
|

Siden førtidspensionssystemet blev evalueret i foråret 2007, er der kommet flere på ydelsen og flere i fleksjob og ledighedsydelse.
|
færre på førtidspension. Den viste også, at andelen af personer, der havde modtaget førtidspension på grund af en psykisk lidelse, var steget kraftigt, og at mange af dem var unge.
Siden rapporten blev offentliggjort, er antallet af personer på fleksjob og ledighedsydelse steget fra 54.000 til 66.000 samtidigt med, at der er blevet lidt flere førtidspensionister, så der i dag er næsten en kvart million mennesker på den livsvarige ydelse.
Da rapporten udkom, blev 24 procent af de nytilkendte førtidspensioner tildelt personer under 40 år. Nu er det tal steget til 27 procent. Da rapporten udkom, blev 46 procent af de nye førtidspensioner givet på grund af en psykisk sygdom. Nu er det 51 procent af de nye førtidspensionister, der lider af en psykisk sygdom.
SF: Regeringen smøler
Anne Baastrup fra SF mener, at problemerne i dag er endnu værre end for tre år siden.
”Dengang talte vi blandt andre med en række eksperter i psykiske sygdomme, og de mente, at en meget stor del af de mennesker, der fik førtidspension på grund af en psykisk lidelse, ikke havde fået udtømt deres behandlingsmuligheder. Det er fuldstændigt forfærdeligt. Vi har løbende presset meget på for at få regeringen til at tage førtidspensionssystemet op til revision igen, men hver gang vi nævner det, så ser de trætte ud. Jeg tror, at nu hvor der ikke længere er mangel på arbejdskraft, så interesserer det dem ikke så meget,” siger hun og erklærer sig fuldt villig til at tage forhandlingerne op igen, hvis SF bliver inviteret.
Men beskæftigelsesminister Inger Støjberg afviser, at en sådan invitation ligger lige om hjørnet.
”Lige nu befinder vi os i en international økonomisk krise, hvor dagsordenen er, at arbejdsløsheden stiger, både i Danmark og i resten af verden. Derfor er regeringens topprioritet lige nu at manøvrere Danmark så nænsomt som muligt gennem den økonomiske krise,” siger hun.
Hun mener ikke, at det er muligt at lave en stor, økonomisk ansvarlig reform med forligskredsen bag førtidspensionsreformen.
”En reform skal sikre, at der er flere danskere, der får et liv med arbejde. De meldinger, jeg har hørt fra oppositionen, tyder ikke på, at de er indstillet på det. Derfor er det min vurdering, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at finde opbakning til en reel reform,” siger hun.
Radikale er frustrerede
Morten Østergaard, arbejdsmarkedsordfører fra det Radikale Venstre, mener, det er direkte pinligt, at regeringen på forhånd afskriver muligheden for at reformere førtidspensionen.
”Regeringen har et stort ansvar for at være med til at gøre noget på dette område, og i det mindste indkalde os til et forsøg. Jeg er i det hele taget målløs over, at den proces, der startede i 2007, hvor vi havde et anerkendt problem med bred tilslutning og et forarbejde, som var meget dybdegående med mange indlæg fra eksperter, den er nu lagt total død, fordi regeringen har fået reformangst,” siger han.
Han kan slet ikke forstå grunden til den angst, men hans bud er, at alt hvad der bare ligner et angreb på en tilbagetrækningsordning, bliver afvist af frygt for at miste stemmer.
”Det er dybt frustrerende, at et problem, der i den grad fortjener vores opmærksomhed, bliver ignoreret. Jeg tror ikke, at der ligger den store arbejdskraftreserve i ordningen, men en reform skal ske af hensyn til dem, der bliver parkeret resten af livet på varig overførsel. Det er en tragedie,” siger han.
|
|
Arbejdsmarkedsordfører hos de Konservative Helle Sjelle, er først tiltrådt for nylig, og kan derfor ikke svare på, hvorfor der ikke er sket noget i sagen de seneste år. Men hun anerkender fuldt ud de udfordringer, der er omkring førtidspensionen.
”Jeg synes, det er ærgerligt, at de problemer ikke er blevet løst endnu. Det er helt sikkert noget, vi skal have set på. Men en reform af førtidspensionsordningen kræver, at vi kigger hele systemet igennem og ikke kun fokuserer på enkelte områder. Som situationen ser ud lige nu, da står vi i en finansiel krise, som har klar førsteprioritet. Derfor kommer reformer af førtidspensionssystemet i anden række,” siger hun.
”Det er afgørende for os, at en reform er økonomisk ansvarlig og har et bredt politisk fundament. Det kan godt være, at dele af oppositionen kommer med en masse bevingede ord, men det hjælper ikke, hvis de ikke er klar til at levere ved forhandlingsbordet. Og med det de har meldt ud, så ser det lige nu svært ud. Men jeg er selvfølgelig optimist,” siger hun.
Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten står uden for forligskredsen om førtidspensionsreformen og det rummelige arbejdsmarked.
|
|
|