Kommuner tildeler førtidspension vidt forskelligt
Selv mellem fuldt sammenlignelige kommuner kan der være stor forskel på tildelingen af førtidspensioner.
Af David Elmer
Otte ud af 1.000 borgere i Glostrup har det seneste år fået tilkendt en førtidspension. Ikke så langt derfra i Roskilde, der er fuldt sammenlignelig med Glostrup, fik kun to ud af 1.000 borgere førtidspension. Glostrup tildelte altså fire gange så mange førtidspensioner som den sammenlignelige nabo.
Det er ikke et særsyn, at kommunerne førtidspensionerer vidt forskelligt, selv når man tager hensyn til deres forskellige vilkår, viser Agendas analyse.
Selv om lovgivningen er ens, er kommunernes tolkning åbenbart meget forskellig.
I det kontor i Arbejdsmarkedsstyrelsen, der holder øje med udviklingen, siger kontorchef Claus Frederiksen Houmann, at styrelsen i høj grad holder øje med udviklingen på området.
”De kommunale variationer er store og vedvarende, selv inden for sammenlignelige kommuner. Jeg tror forskellene for langt størsteparten skyldes forskellig visitationspraksis, hvilket i sig selv er tankevækkende, og der er dermed et væsentligt potentiale for at nedbringe antallet af nye tilkendelser inden for den eksisterende lovgivning,” siger han.
De er skrappe i Rebild
Rebild tilkendte 2,3 førtidspensioner pr. 1.000 indbyggere sidste år. Det er noget af det laveste blandt kommunerne generelt og især blandt kommuner med samme rammevilkår som Rebild. Til sammenligning tilkendte f.eks. Thisted 9,4 førtidspensioner for hver 1.000 indbyggere i kommunen.
Rebilds jobcenterchef Jannie Knudsen genkender billedet af, at jobcenteret ligger lavere end sammenlignelige kommuner.
”Jeg vil mene, at det skyldes, at vi grundlæggende nok er skrappe i vores vurdering. Vi mener ikke, at en borger er tjent med førtidspension, medmindre han
|
|
Alle ovenstående kommuner er fuldt sammenlignelige. Alligevel er der stor forskel på antallet af nytilkendte førtidspensioner.
|
eller hun overhovedet ikke har anden udvej. Dertil kommer, at vi er meget aktive, når det gælder personer, der lige er kommet på sygedagpenge. For at de ikke skal ende som førtidspensionister sætter vi ind tidligt, og hvis det drejer sig om f.eks. psykiske lidelser, så sætter vi en psykolog på med det samme. På den måde får vi en hurtig, effektiv indsats, der samtidig er forsvarlig,” siger hun.
Glostrup tildelte knap 8 førtidspensioner pr. 1000 indbyggere sidste år. Det er markant flere end sammenlignelige kommuner.
Jobcenterchef Jette Feigh medgiver, at kommunen har mange tilkendelser.
”Men det skyldes hverken en ændret praksis eller et andet syn på reglerne. Det skyldes, at vi har haft et efterslæb, som vi er ved at rette op på,” siger hun.
Hun gør opmærksom på, at kommunens samlede bestand af førtidspensionister er lav sammenlignet med sammenlignelige kommuner.
”Vi har nu i knap to år været i gang med at rydde op blandt modtagerne af andre ydelser, så dem med markante funktionsnedsættelser, som alligevel ikke vil kunne komme ud på arbejdsmarkedet, får førtidspension. Vores mange tildelinger skyldes på ingen måde, at vi uddeler førtidspension til højre og venstre,” siger hun.