Lissabon-processen var en klokkeklar fiasko for Europa. Målsætningen om at syv ud af ti voksne europæere skulle være i beskæftigelse i 2010, blev ikke fulgt op af tilstrækkeligt med reforminitiativer i medlemslandene. Og Europa fik ikke skabt verdens mest konkurrencedygtige økonomi. En ungdomsledighed, som selv før krisen var næsten 20 procent, fortæller, at Europa er alt andet end dynamisk, innovativ eller konkurrencedygtig.
Kravene til denne gang at lykkes med afløseren for Lissabon, nemlig 2020, er enorme. En succes er forudsætningen for, at det er attraktivt for virksomhederne at placere deres vækst og jobskabende investeringer i Europa og dermed skabe en dynamisk, velstående og god region i verden at leve i - også for de unge. 75 procent af Danmarks eksport går til Europa, og det viser vores afhængighed af vækst i Europa.
Barroso og den nye EU-formand, Van Rompuy, har slået de rigtige toner an ved at fastslå, at 2020 skal være lige så forpligtende for medlemslandene som konvergenskriterierne. Forventningen er, at 2020 vil satse på mere forskning, viden, innovation og grøn teknologi, og at uddannelsesniveauet skal hæves. Endelig forventes målet om, hvor mange der skal være i beskæftigelse, at blive sat op til 75 pct. i 2020. Det er helt fornuftige målsætninger.
Men forudsætningen for at lykkes er, at Europa denne gang når målet om en høj beskæftigelse. For mere forskning, viden og innovation er ikke i sig selv nok til at skabe vækst og beskæftigelse, hvis ikke vi er konkurrencedygtige og dermed kan omsætte mere viden til produktion af varer og services. Og forskning og viden kan forholdsvis let flyttes til andre dele af verden og omsættes til vækst og beskæftigelse her.
Europa kan blive langt mere konkurrencedygtig blot ved at gøre stive arbejdsmarkeder til mobile arbejdsmarkeder med mange jobåbninger, som ikke mindst vil gavne de unge – men det kræver politisk handlekraft.